Charles John Huffam
Dickens (født 7. februar 1812 i Landport ved Portsmouth, død 9. juni 1870 på Gads Hill Place i Kent) var en engelsk forfatter og samfundskritiker. Hans første værker var beskedne, ofte af et journalistisk tilsnit, og blev udgivet anonymt i dagblade og novelleblade under signaturen
Boz, indtil han med
Pickwick-klubben (udgivet 1836-37) slog igennem, og fra dette tidspunkt med få undtagelser skrev den ene succesroman efter den anden. De fleste blev udgivet som føljetoner i hans egne blade
Household Words og
All the Year Round – blade, som publikum stod i kø efter, når den nye udgave med næste afsnit udkom.
Hans uden al sammenligning kendteste værker i dag er
A Christmas Carol om den julefjendske gnier Scrooge og hans tre åndebesøg, og
Oliver Twist. Men navne som Nicholas Nickleby, David Copperfield, Pickwick, Edwin Drood (nok kriminallitteraturens mest berømte ufuldendte historie …) –
osv. osv. – vil nok også få det til at ringe hos en del.
Om bogen
Måske den mest komplekse af alle Dickens romaner, hvis mange historielinjer vikles ind og ud af hinanden undervejs, når personerne mødes ved tilfældets eller skæbnens spil. Et gennemgående tema er den endeløse arvesag Jarndyce kontra Jarndyce, et satirisk eksempel på, hvordan en retssag kan trækkes ud i det uendelige af sagførere, hvis eneste formål er at fylde deres egne lommer.
Romanens heltinde og fortælleren i en del af bogens kapitler, er den forældreløse Esther Summerson, der sammen med myndlingene i Jarndyce-kontra-Jarndyce, Richard Carstone og Ada Clare, bor hos filantropen John Jarndyce. Andre linjer i bogen angår sir Leicester Dedlock og hans smukke kone, der skjuler flere hemmeligheder, som familien Dedlocks sagfører stædigt søger at bringe for dagen og udnytte til at få magt over lady Dedlock; advokatfuldmægtigen Guppys forelskelse i Esther, og gadedrengen Jos liv og død.
Blandt de mange andre figurer, man møder undervejs, skal nævnes den barnligt uansvarlige snylter Harold Skimpole, mrs. Jellyby, hvis endeløse godgørenhed overfor en negerstamme i det centrale Afrika har fået hende til at glemme sin egen familie, den unge doktor Woodcourt, den skøre gamle miss Flite med hendes fugle, klude- og papirhandleren, den fordrukne Krook, der dør ved selvantændelse, familien Smallweed, den "retskafne" udsuger Vholes og ikke mindst en af litteraturens første engelske politidetektiver, inspektør Bucket.
This work is assumed to be in the Life+70 public domain OR the copyright holder has given specific permission for distribution. Copyright laws differ throughout the world, and it may still be under copyright in some countries. Before downloading, please check your country's copyright laws.
If the book is under copyright in your country, do not download or redistribute this work.
To report a copyright violation you can
contact us here.